Jeg blev født i 1942 og er opvokset i Københavns nordvestlige kvarter sammen med 4 halvsøskende. Der var ingen i min familie, der var kristne, og kristendom var i det hele taget ikke noget, man talte om. 

Skoletiden var noget, der bare skulle overstås. Jeg havde svært ved det ”boglige”. Matematik og sløjd var fag, jeg kunne markere mig i. Idrætsdage og lignende var noget, jeg så frem til. Jeg fandt senere ud af, at jeg er ordblind, men det var ikke noget, man dengang gjorde noget ved. 

I min fritid beskæftigede jeg mig med alle mulige former for mekanik. Jeg reparerede cykler og byggede legevogne og modelfly. Boligforholdene var små; der var ikke noget, der hed ”mit værelse”, og  næsten alle aktiviteter foregik derfor udendørs. 

Én af mine klassekammerater kom i Metodistkirken i Rigensgade i København. Han fortalte om, hvor spænd- ende det var at være ulveunge i Metodistkirkens spejderkorps. Det var lige noget for mig; masser af udendørs- aktiviteter og mulighed for at for afløb for alle mine mekaniske opfindelser. Ved vores møder var der sang, musik og bøn, og jeg begyndte at bede sammen med de andre. Jeg oplevede, at hvis jeg var ked af noget, så hjalp det at bede, og jeg sang hver søndag i kirkens kor. Jeg kom hos Metodisterne fra jeg var 8 år til jeg var 16 år.

 Nogle måneder før udgangen af syvende klasse, fik jeg en mulighed for at komme i lære som smed. Da jeg kun var 14 år, skulle jeg bestå en såkaldt standpunktsprøve, for at konstatere om jeg var klog nok til at kunne forlade skolen. Jeg skulle først i praktik og startede denne efter at have bestået en psykoteknisk prøve. Trods mine læsevanskeligheder lykkedes det mig i læretiden, at læse til maskinkonstruktør på Københavns Teknikum.

I begyndelsen af min læretid kom jeg stadig hos Metodisterne, men der var ingen af mine lærekammerater, der gik i kirke. Lige så stille og roligt ebbede mit kristenliv ud og blev erstattet at det verdslige liv i sus og dus.

Min far var vognmand, og jeg ville derfor gerne have kørekort til lastvogn. Jeg fik mit lastvognskørekørt en måned før jeg fyldte 18 år. Som knap 19-årig blev jeg udlært smed og arbejdede et års tid inden for dette fag. Samtidig kørte jeg som chauffør for min far i weekender og på helligdage.

Vognmandsarbejdet vandt hurtigt over smedearbejdet, og i 1962 startede jeg som selvstændig vognmand. Jeg havde kørsel af dagrenovation og transport inden for bygge- og anlægsvirksomhed. 

På dette tidspunkt i mit liv kørte det hele for mig, og alt om Gud, Jesus og Helligånden røg i baggrunden. Jeg var min egen herre og havde absolut ikke brug for hjælp fra nogen som helst. Heller ikke fra Gud. Det var opgangstider i 60-erne, og mit firma voksede hurtigt til et firma med 25 ansatte, en flåde på 15 lastbiler, værksted og fabrikation og maling af containere.

Jeg blev gift med min første kone i 1964. I 1969 fik vi en søn og i 1972 en datter. Min søn var interesseret i alt, hvad der havde med biler og lastbiler at gøre. Som 16-årig begyndte han at arbejde i firmaet, og det var min langsigtede plan, at han en gang skulle overtage firmaet. Selv om det var økonomisk gode tider, havde min daværende kone og jeg prøvet at sikre vores privatøkonomi ekstra ved, at hun havde ægtepagt på al fast ejendom, biler osv. Det skulle senere vise sig at være en meget dårlig disposition fra min side.

Det kom som et chok for mig, da hun i slutningen af 1987 fortalte, at hun i et stykke tid havde haft en affære med en vores venner og nu ville skilles. Jeg troede, vi kunne opføre os som voksne mennesker igennem den proces, men desværre endte skilsmissen i det rene mudderkastning.

Jeg trængte til en at tale med efter denne uventede udvikling, og tog kontakt til Marianne, som jeg holdt meget af at tale med, da hun for 17 år siden var forlovet med min svoger. Hun var blevet skilt for et par år siden, og jeg tog frimodighed til at ringe til hende. Hun var blevet skilt, da hun blev kristen, og jeg var velkommen til at besøge hende.  Selv om hun var røgfri og jeg var storryger, troede jeg nok, jeg kunne klare det, og det kristne kendte jeg jo fra Metodistkirken. For at gøre en lang historie kort – ja, så blev vi gift 3 år efter.

Mit kristenliv begyndte for alvor i 1988. Marianne kom i pinsemenigheden Tabor på Lyngbyvej i København, og jeg husker tydeligt det første møde jeg var med til. Jeg var meget forbavset over den åbenhed, jeg blev mødt med af folk, jeg ikke kendte. Prædikenerne forstod jeg ikke meget af, men den ro der sænkede sig over mig, var helt vidunderlig (jeg ved nu, at det var Helligånden i mig). Jeg kunne ikke helt begribe det underlige sprog, tungetalen, der blev benyttet. Og sikke en forbøn! Folk faldt ind i mellem om på gulvet. Det var en helt anden form for kristendom, Marianne præsenterede for mig.

 Vi begyndte senere at komme i en lille pinsekirke i Bagsværd. Vi fik gode venner, og på kirkefronten kørte det rigtig godt.

 Men med arbejdslivet var det helt anderledes. Min forhenværende kone havde som bogholder i firmaet foretaget en del økonomiske transaktioner, som betød et stort økonomisk tab for mig, og som ultimativt betød, at jeg måtte afhænde firmaet. Her var filmen ved at knække. Hvordan kunne det være, at løgn og bagvaskelse skulle vinde over mig? Jeg havde jo Gud på min side. Hvor var Gud henne i alt det her? Hvorfor havde Han forladt mig? Jeg havde jo givet mit liv over til Ham (troede jeg!).

 Jeg fik arbejde hos en anden vognmand, men kunne ikke vænne mig til ”at skulle spørge om lov om alt ting” efter at jeg i 33 år havde været min egen boss. Jeg startede efter nogle år trods Mariannes modvilje et nyt firma sammen med en anden vognmand. Jeg knoklede 100 timer om ugen til en lille løn, men jeg troede hele tiden, det ville blive bedre.Vort familieliv led under disse omvæltninger, og vort kristenliv kørte i tomgang, og til sidst holdt vi en ”kirkepause”.

 Vi havde et vennepar som kom i FGBMFI. Jeg fik flere invitationer til at komme med til møde, og til sidst gav jeg efter og deltog i et møde på restaurant Shangri La i Virum. Så inviterede vores venner os begge til et middagsmøde på Herlev Kro! Da vi var lidt trætte af at finde undskyldninger for at sige nej tak, tog vi med, og det blev et møde der ændrede mit liv. Det var i 1998, og det var Kjartan Nielsen fra Frelsens Hær i Nakskov, der skulle prædike.

 I nogen tid havde jeg haft en dårlig albue og havde konsulteret flere specialister. Ingen kunne hjælpe mig, og denne aften var jeg ikke fremmed over for ideen, at Gud kunne gribe ind med lægedom. Kjartan gav sit vidnesbyrd og fortalte om de oplevelser, han havde haft med Helligånden. Det rørte mig dybt. Kjertan havde et kundskabsord, om én der havde en dårlig albue. Et par stykker gik frem, og de gik i gulvet under Helligåndens kraft. Så puffede Marianne mig i siden og spurgte mig, om jeg ikke skulle gå frem til forbøn.

 Hvad der herefter skete, var som at blive rykket bort til en anden dimension. Selv om Kjertan talte norsk, hørte jeg det på klingende dansk. Jeg blev skiftevis kold og varm, og der kom en vidunderlig ro over mig; jeg svævede faktisk. Jeg så et stærkt lys, og troede at jeg skulle hjem til Herren. Jeg følte, der blev meget stille omkring mig; det var kun Jesus og mig. De følgende dage ”svævede” jeg med Helligånden og tænkte overhovedet ikke på min albue, før Marianne spurgte om, hvordan det gik med den. Ingen smerter! Jeg havde oplevet et mirakel og har ikke senere haft problemer med den albue og arm.

 Denne aften blev som sagt et vendepunkt. Jeg meldte mig ind i FGBMFI, og Marianne og jeg begyndte at komme i kirken igen. Vores Gudsforhold blev genoprettet, men selv om jeg nu levede med Helligånden, betød det ikke, at mine prioriteter straks kom i orden. Jeg arbejdede altid, og alligevel endte det med, at jeg også måtte afhænde dette firma. Det har været dyre lærepenge, men i dag ved jeg, at det er Gud der skal gå forrest, og at alt skal ske i samarbejde med Ham.