Fra oprør til
overgivelse

Mit liv har været fuld af smerter, nederlag og kampe. Jeg følte mig mindreværdig og ville hævde mig over for kammeraterne. Ingen skulle bestemme over mig og mit liv. "Jeg skal nok selv bestemme, hvad jeg skal, og jeg vil bare køre derudaf", sagde jeg. Baggrunden for oprøret var forkastelse, der ført mange negative ting med sig, bl.a. selvmordstanker og druk. Jeg blev først forkastet af mine biologiske forældre og dernæst af mine søskende, dvs. mine plejeforældres børn. da mine plejeforældre døde.
Da jeg fandt ud af, at de ikke elskede mig og ikke ville have noget med mig at gøre, var min verden ved at bryde sammen. Da jeg spurgte mig selv: "Hvor er mine søskende?", viste Gud mig, at mine søskende er de mennesker, som er i min kirke, fordi de delte troen på Ham med mig. Den erkendelse gav mig styrken til at komme videre med mit liv.
Efter mit møde med Jesus ophørte mit oprør, og der kom en fred og ro i sjælen. Jesus har fået lov til at sætte kursen for resten af mit liv. Gud er trofast. Han vil også hjælpe dig, som læser dette. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.

Da jeg var tre måneder gammel, glemte mine forældre mig uden for et værtshus. De var berusede. Jeg blev fjernet af børneværnet og placeret hos en elskelig plejefamilie på Nørrebro i København. Da jeg var 12 år, fortalte mine plejeforældre mig, at jeg var adopteret, fordi mine forældre var alkoholiker. Hele min trygge verden styrtede sammen, og det gav mig en følelse af at være forkastet, som jeg  ballade i skolen. Næste skridt var småkriminalitet og druk. Sådan gik det indtil jeg var 15 år, hvor forsorgen kom ind i mit liv, og jeg blev sendt på drengehjem til mine plejeforældres store sorg.  Årene på drengehjem gjorde kun ondt værre, for drikkeriet og tyverierne fortsatte, Jeg blev desuden misbrugt af en voksen mand på et af hjemmene, og vi drenge trøstede hinanden med sex, så jeg troede, at det var normalt. Begge dele gjorde, at jeg også blev homoseksuel. Min identitetskrise var dyb, og jeg besluttede på et tidspunkt, at det var bedre, om jeg drak mig selv ihjel. I mine papirer stod der, at jeg var adfærdsvanskelig og grænsepsykotisk. Som 21-årig kom jeg på en gård som landbrugsmedhælper, men jeg ville helst være sømand. Jeg truede med at plyndre en bank, hvis jeg ikke kom væk, og til sidst blev jeg arbejdsmand på B&W. Jeg var dybt alkoholiseret og på stoffer. Det var en frygtelig periode, hvor sprut og LSD helt tog magten fra mig. Andre mennesker havde jeg ikke brug for, for de havde ikke brug for mig, og ingen regnede med mig.

Omvendelsen

I 1972 mødte jeg en dejlig enlig kvinde med fire børn. Hendes mand havde været hende utro og drak de fleste af deres penge op, så hun var blevet alene med sine børn. Hun var så deprimeret over sin situation, at hun begyndte at drikke. Hun havde ingen penge og var på vej til Halmtorvet for at prostituere sig selv, men så mødte hun mig, og vi var gamle barndomsvenner. Hun var pigen, der havde en mor, der bagte franskbrød hver dag. Jeg var knægten, der "tilfældig" dukkede op hver dag på samme tid hos Bodil og hendes mor. Nu stoppede jeg hende, og fik hende med til et møde i min kirke. Hun var ikke kristen, men det blev hun hurtigt. En ganske almindelig dag derhjemme fik hun et syn. Hun så Kristus på korset og hørte en stemme sige: "Så meget har jeg gjort for dig. Hvor længe tøver du?" Da græd hun og overgav sig. Vi giftede os og fik to børn sammen. Sammen har vi fået et godt og værdigt liv, selv om jeg engang ville have forsvoret, at jeg skulle oplev så meget som én dags lykke i min tilværelse. Vi blev aldrig rige eller fik et fint hus, men vi havde til gengæld fundet mening med livet. Vi havde hinanden, og havde tid til børnene, som alle er kommet godt i vej.  Jeg har arbejdet på forskellige væresteder for børn og hjemløse, for hvis jeg kunne komme væk fra miljøet, så kan det også ske for dem.

Døden
Himlen og Helvedet