|
En tværkirkelig forening / A cross-church association (Tidligere / Previous: Full Gospel Business Mens Fellowship International in Denmark) (Tidligere / Previous: www.fgbmfi.dk ) Vi overholder EU's persondatalovgivning / We comply with EU personal data law KLIK HER for yderlige oplysninger (Link to information - Only in Danish) Full Gospel Business's Facebookside KLIK HER |
|
Tjek denne
side, der henvender sig til evangelister. | ||||||||||
Per
Kauczki |
”Jeg
er ikke fra et kristent hjem – mine forældre er ikke
kristne.”
Vreden
vældede op i mig, da Lis og jeg en aften i 1989 hos nogle
bekendte blev præsenteret for en husstandsomdelt folder, der
hed ”Den anden dimension”.
I den havde vores søn Ole, som på det tidspunkt var på
bibelskole i England, fortalt sit vidnesbyrd om, hvordan han
blev kristen. Jeg
var lamslået. Oles
sætning brændte sig fast i mit hoved, og jeg kunne næsten
ikke tænke på andet resten af aftenen.
Tænk at vores søn havde udleveret os som ikke kristne
til samtlige borgere i Randers, smidt ind i brevkassen som en
anden tryksag. Da
jeg var kommet ud i bilen og var på vej hjem, talte jeg meget
højt. Tænk at vores søn, min søn, som jeg havde grædt over, da
han rejste til England, havde efterladt et offentligt trykt
brev som afsked, hvor han hængte sine forældre ud som
hedninger – som ikke kristne – os der i snesevise af
diskussioner have været uenige, når vi diskuterede, hvor vi
stammede fra. Når
Ole og vores datter Lone kom hjem fra gymnasiet og fortalte læren
om menneskets nedstamning fra aberne, hvor jeg altid forfægtede
retten til at nedstamme fra Gud, og da de var mine børn, måtte
de naturligvis gøre det samme. Jeg
som havde været frimurer i 15 år og været embedsmand i
logen i adskillige år, jeg som hele tiden søgte efter det
bedste i mennesker, jeg der nu var orator og brugte bibelen
mindst en gang om ugen, var jeg ikke kristen? Var han bedre end sin far? Var han bedre end sin mor? Var
alle disse mennesker indenfor den Evangeliske frikirke, hvor
han kom, bare bedre? Var deres venlighed, da vi havde været på besøg i kirken påtaget,
fordi de ikke ville smide folk ud, selv om de ikke tilhørte
kirken? Var det kun fordi vi var Ole’s mor og far, at de var
så venlige? Var det fordi Ole var kristen? Han kunne jo ikke
gøre for, at han havde sådan nogle ugudelige forældre;
”IKKE KRISTNE” ordene blev hængende i baghovedet hele vejen hjem. Da
jeg næste dag efter et tandlæge besøg mødte Eigil, som jeg
kendte fra kirken og havde fattet tillid til, bød han mig
indenfor til en kop kaffe. Da jeg kom ind i baglokalet faldt mine øjne på den folder,
som kirken havde udsendt, så kom al vreden op i mig igen, men
jeg beherskede mig og sagde henkastet, at jeg havde set den og
at jeg ikke mente, at Ole var mere kristen end jeg var, og at
jeg for resten ikke ville frekventere kirken mere, da jeg ikke
mente, jeg havde noget tilfælles med mennesker, som satte sig
selv på så høj en hest.
Jeg fik vist sagt mere af samme slags.
Eigil sad stille og roligt og lyttede til mine
udgydelser og lod mig bare tale ud.
Derefter sagde han: ”Per, forskellen på dig og Ole
er, at du tror du er kristen, Ole ved at han er det”.
Det var som al luften gik ud af ballonen, selvfølgelig
sådan var det. Jeg
havde altid ment, at livet måtte være en stor joke, hvis
ikke der var noget mere, og det var dette noget, jeg
troede på. Eigil
foreslog, at jeg tog Lis med til et møde i Slots bio samme
aften. Da Eigil vidste, at vores erhverv er sang og musik, fortalte
han, at der kom et stort blandet kor og en Rock gruppe (Spor
7) fra København, så der ville blive masser af musik, og der
kom også en taler, som var fantastisk morsom og næsten lige
så god som Dirch Passer, han hedder Jørgen Mortensen.
Lis var straks med på ideen. Vi
var spændte på den aften.
Det var jo godt nok for alle, men hvad ville folk sige,
når de så os til et kristent møde?
Lis & Per! Vi vidste jo godt, at folk kendte os fra
radioen og aviserne, og en enkelt gang havde vi da også været
i TV. Godt nok
ikke ret længe, men nok til, at en masse mennesker kendte os
og havde set os. Vi blev ved med at sige, at det ikke betød noget, men vi var
alligevel bange for folks reaktion.
Nu bagefter tror jeg, at vi godt vidste, hvor det bar
hen, men vi kunne ikke indrømme det for hinanden.
Vi fik styrke til det, men vidste ikke hvorfra. Det
var en fantastisk aften.
Efter en herlig lovsang talte Jørgen Mortensen, og jeg
skal love for han talte. Vi var på skift dybt alvorlige og
helt opløst i sund latter.
Hvor havde han dog en god måde at fortælle om Jesus på.
Efter talen sang koret igen, og Jørgen Mortensen
kaldte alle, som ville sige ja til Jesus, op foran scenen.
Lovsangen var utrolig smuk, og vi ville gerne have gået
frem, men det var som om vi ikke kunne.
Jeg følte en utrolig varme i min krop. Senere
talte vi med Eigil og hans hustru Bente om, hvorfor Gud ikke
kunne få os til at gå frem, når
han kunne få vores temperatur til at stige.
Eigil forklarede, at Helligånden havde rørt os, men
at Gud ikke pressede mennesker til noget; vi skal selv
bestemme, om vi vil tilhøre Gud eller Satan.
På vort følelsesladede spørgsmål, om det var djævelen,
der havde hindret os, svarede Eigil meget vist: ” Nej selvfølgelig
ikke, det var jer selv. I
var bange for, at alle disse mennesker i salen skulle sige
”Se, der er Lis & Per, nu er de også fanget af religiøs
fanatisme, de er gået frem for Jesus.
Nu rabler det da for dem”. Tænk,
den sad lige i ansigtet, for det var jo netop det, der var
sket derinde i Slots Bio.
Vi var bange for at miste ansigt, hvor var det ærgerligt,
og nu var det for sent. Da
arrangementet havde været en stor succes, blev det gentaget i
den efterfølgende week-end. Vi konstaterede, at vi ingen optræden
havde den week-end, så vi ville med igen.
Jeg tror, at vi begge håbede på den samme oplevelse
igen, som vi havde den første gang.
Vi har siden talt om, at vi begge – uafhængig af
hinanden – havde bestemt, at vi ville tage imod Jesus, hvis
der blev spurgt, og
det blev der. Da
der blev spurgt tror vi, at vi var de første, der havde hænderne
oppe. Da vi havde
sagt ja til Jesus, var vi bare så glade; vi kunne ikke lade være
med at smile hele tiden, det var bare så dejligt, alle kom og
ønskede tillykke. Dette
skete den 6. maj - Oles
fødselsdag. Da vi fik fat på ham, græd han af glæde, for
han havde fået hele bibelskolen til at bede om, at hans forældre
måtte blive kristne inden han kom hjem; det ville være den
bedste fødselsdagsgave, han kunne få! Lis
og jeg oplevede nu det, som alle nye i Kristus oplever: dagen
var mere lys, himmelen var mere blå, blomsterne var bare så
smukke, som vi aldrig havde set dem før, så vi var utrolig
glade. Jeg er
sikker på, at alle, der mødte os, kunne se forvandlingen. Jeg
spiller på harmonika, når vi optræder, og på dette
tidspunkt havde jeg en dårlig arm og skulder, så jeg ikke
kunne håndtere harmonikaen.
Da vi dagen efter igen tog til mødet, rejser en mand
forrest i salen sig pludselig og siger, at Jesus har fortalt
ham, at der er en mand til stede, som har meget store smerter
i venstre arm og skulder, og at Jesus ville helbrede ham.
”Det er dig Per”, sagde Lis så højt, at alle
kunne høre det. Alle vendte sig mod mig, og selv om jeg blev
meget flov, så rejste jeg mig og gik stille ned foran.
Da der blev bedt for mig følte jeg som noget
fantastisk, at smerten gled ud af min skulder, ud af armen, løb
ud ad mine fingre og så var den væk.
Armen har ikke fejlet noget siden, så jeg behøver vel
ikke fortælle, at jeg stadig har min harmonika.
Sangduen
Lis & Per er landskendte og synger i både Danmarks Radio,
TV, koncertsale, Lyt til en af deres kristne sange og syng med
- Der er tekst med. |